|
Forside
Vandprøver
Misfarvet vand
Takstblad
2012
Tilslutning til Malling Vandværk
Vejledning til Regulativ for håndtering af drikkevand
Flytteopgørelse
Bestyrelsen for Malling Vandværk
Vedtægter for Malling Vandværk A.m.b.a.
Fællesregulativ for de Private Vandværker i Aarhus Kommune
Information om grundvand og beskyttelse af grundvandet
Tilmeld dig vores SMS
service
Afmeld dig vores SMS
service
Udlejer
afregningsaftale.
| |
VEDTÆGTER
FOR
MALLING VANDVÆRK A.m.b.a.
Indhold
1 navn og hjemsted
2 formål
3 medlemmer
4 medlemmernes rettigheder
5
medlemmernes forpligtelser og hæftelser i
øvrigt
6 udtræden af Malling Vandværk
7 levering til ikke-medlemmer (købere)
8 medlemmers betaling af vandafgifter
9 generalforsamling
10 stemmeret og afstemninger
11 bestyrelsen
12 tegningsret
13 regnskab
14 opløsning
15
ikrafttræden
§ 1 navn og hjemsted
Malling Vandværk er et andelsselskab med begrænset ansvar, hvis navn er
Malling Vandværk A.m.b.a.
Malling Vandværk har hjemsted i Århus Kommune.
tilbage til indhold
§ 2 formål
Malling Vandværks formål er i overensstemmelse med det til enhver tid
gældende ”fællesregulativ for almene Private Vandværker i Århus Kommune” og
Lov af 12. juni 2009 om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, at
forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med godt og
tilstrækkeligt vand samt at varetage medlemmernes fælles interesser i
vandforsyningsspørgsmål samt deraf afledte forhold.
tilbage til indhold
§ 3 medlemmer
Enhver, der har tinglyst adkomst til fast ejendom i forsyningsområdet, kan
blive medlem af Malling Vandværk.
For ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder, er det ejerforeningen, der
er medlem.
Er der betalt stikledningsbidrag pr. enhed for ejerlejligheder og
andelsboliger, er det enheden der er medlem.
For andelsboliger er det Andelsboligforeningen, der er medlem.
En boligforening er medlem med hovedafdelingen.
tilbage til indhold
§ 4 medlemmernes rettigheder
Malling Vandværks medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de
vilkår, der er fastsat i det af kommunen gældende regulativ.
Ved indmeldelse udleveres selvaflæsningsbog og gældende takstblad.
tilbage til indhold
§ 5
medlemmernes forpligtelser og hæftelser i øvrigt
For enhver af Malling Vandværks forpligtigelser hæfter medlemmerne alene med
den i Malling Vandværk indbetalte kapital.
Ethvert medlem indtræder med alle de rettigheder og forpligtigelser, der
fremgår af vandværkets regulativ og takstblad - herunder betaling af
anlægsbidrag, samt af nærværende vedtægter.
Såfremt et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet - ved dødsfald
medlemmets bo - forpligtiget til at drage omsorg for, at den nye ejer
indtræder i medlemmets forpligtigelser over for Malling Vandværk. Når
Malling Vandværk modtager meddelelse om ejerskifte, ophører medlemmets
rettigheder og forpligtigelser over for Malling Vandværk.
Ethvert medlem er ansvarlig for
sine eventuelle lejere, og udover til lejere må intet medlem levere vand til
ikke-medlemmer uden særlig tilladelse fra vandværket.
tilbage til indhold
§ 6 udtræden af Malling Vandværk
Udtræden af Malling Vandværk kan ske ved grundens ophør som selvstændigt
matrikelnummer, eller hvis ejendommen overføres til andet
forsyningsområde.
Såfremt en grund ophører som selvstændigt matrikelnummer, afbrydes
stikledningen fra forsyningsledningen, og medlemmet udtræder af selskabet.
Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i Malling Vandværks
formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af medlemmet.
tilbage til indhold
§ 7 levering til
ikke-medlemmer (købere)
Institutioner - som ifølge deres natur - eller ejere af enkelte ejendomme -
som ifølge særlige omstændigheder - ikke kan være medlemmer, vil mod en af
bestyrelsen fastsat afgift - kunne få leveret vand. Sådanne købere skal
forpligte sig til at overholde Malling Vandværks vedtægter og regulativ.
Det samme gælder distributionsforeninger/selskaber, der helt eller delvist
dækker deres leveringspligt ved køb fra Malling Vandværk.
Bestyrelsen fastlægger i hvert enkelt tilfælde vilkårene for sådanne
vandleverancer.
tilbage til indhold
§ 8 medlemmers betaling
af vandafgifter
Afregning af det enkelte medlems eller brugers vandforbrug (m3) sker efter
afregningsmålere. Malling Vandværk opsætter elektroniske afregningsmålere
med fjernaflæsning. Målerkontrol (aflæsning) foretages af Malling
Vandværk periodisk og årsaflæsning foretages medio/ultimo december.
Der opkræves en fast årlig afgift pr. medlem eller pr. bruger. Hvor
afregning for flere forbrugere sker via en fællesmåler kan den faste afgift
nedsættes til 75 % pr. boligenhed.
Malling Vandværk opkræver en målerleje beregnet efter målerstørrelse.
For andelsboligforeninger med fælles afregningsmåler opkræves vandafgiften
ved Andels-boligforeningen.
For andelsboligforeninger, hvor den enkelte bolig har egen afregningsmåler
og egen direkte tilslutning med stophane, opkræves vandafgiften på adressen.
For ejerforeninger med fælles afregningsmåler opkræves vandafgiften ved
ejerforeningen.
For ejerforeninger, hvor den enkelte ejerlejlighed har egen afregningsmåler
og egen direkte tilslutning med stophane, opkræves vandafgiften på adressen.
For boligforeninger med fælles afregningsmåler opkræves vandafgiften ved
boligforeningen.
For boligforeninger, hvor den enkelte lejebolig har egen afregningsmåler og
egen direkte tilslutning med stophane kan vandafgiften opkræves direkte ved
lejeren på adressen, hvis der er indgået en samlet skriftlig aftale med
boligforeningen om, at boligforeningen indestår for den manglende betaling
ved påkrav.
For udlejede enfamiliehuse, rækkehuse og erhvervsbygninger m.m. kan
vandafgiften opkræves direkte ved lejeren, hvis der er indgået en skriftlig
aftale med ejeren om, at ejeren indestår for manglende betaling ved påkrav.
Der kan ikke indgås aftale om opkrævning af vandafgiften ved en lejer på
grundlag af en bimåler.
tilbage til indhold
§ 9 generalforsamling
*
Generalforsamlingen er Malling Vandværks højeste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts eller april måned.
Indkaldelse til generalforsamlinger, såvel ordinære som ekstraordinære, sker
med mindst 14 dages varsel ved annoncering i lokal avis med angivelse af
dagsorden.
Forslag skal for at kunne behandles på ordinær generalforsamling, sendes til
bestyrelsen senest den 1. februar.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende
punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse.
4. Fremlæggelse af budget.
5. Behandling af indkomne forslag.
6. Valg af medlemmer og suppleant til bestyrelsen.
7. Valg af intern revisor og suppleant.
8. Valg af statsaut. revisorfirma.
9. Eventuelt.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen.
Ekstraordinær generalforsamling kan også indkaldes, når mindst 40 af
medlemmerne fremsætter skriftlig forlangende herom til bestyrelsen, ledsaget
af en skriftlig dagsorden.
I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden to måneder
efter modtagelsen af den skriftlige begæring, og dagsordenen skal annonceres
med indkaldelsen.
Der skrives referat af de på generalforsamlingen trufne beslutninger.
Referatet underskrives af dirigent og bestyrelse.
tilbage til indhold
§ 10 stemmeret og afstemninger
Hvert medlem har én stemme uanset vedkommende ejer flere ejendomme.
Der kan ikke afgives stemme ved fuldmagt.
For almennyttigt boligbyggeri, andelsboligforeninger og lignende kan der
afgives stemme af formand eller forretningsfører. Der kan dog for denne
kategori gives fuldmagt til at stemme til et andet medlem af foreningerne.
Ethvert medlem kan kræve hemmelig afstemning. Købere i henhold til § 7 har
ret til at overvære generalforsamlingen og har taleret, men ingen stemmeret.
Afgørelser træffes ved simpelt flertal.
Til beslutning om vedtægtsændringer kræves, at mindst 2/3 stemmer for og
desuden skal mindst halvdelen af medlemmerne være mødt.
Såfremt kun den første og ikke den anden forudsætning er opfyldt, indkaldes
til ekstraordinær generalforsamling.
Vedtægtsændringerne kan så vedtages på en efterfølgende ekstraordinær
generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antallet af
fremmødte stemmeberettigede.
tilbage til indhold
§ 11 bestyrelsen
Malling Vandværks bestyrelse består af 5 medlemmer, valgt blandt medlemmerne
for 3 år ad gangen, idet der hvert år på den ordinære generalforsamling
afgår skiftevis 2, 2 og 1 medlemmer.
Alment boligbyggeri og andelsboligforeninger og lignende kan kun besætte en`
bestyrelsespost.
Herudover er hvert år valgt 1 suppleant, som ved afgang fra bestyrelsen
tiltræder som bestyrelsesmedlem. Et sådant bestyrelsesmedlem indtræder i det
afgående medlems resterende valgperiode.
Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleant kan finde sted.
Bestyrelsen konstituerer sig selv. Den er beslutningsdygtig, når mindst
halvdelen af medlemmerne er til stede. Bestyrelsen kan til varetagelsen af
den daglige drift ansætte fornødent personale og ligeledes afholde de efter
dens eget skøn nødvendige udgifter til administration, reparation og
vedligeholdelse.
Bestyrelsen har ansvar for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og
budget.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører referat, der
underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
tilbage til indhold
§ 12 tegningsret
Malling Vandværk tegnes af formanden i forening med ét bestyrelsesmedlem.
Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af
gældsbeviser kræves dog hele bestyrelsens underskrift.
tilbage til indhold
§ 13 regnskab
Malling Vandværks regnskabsår løber fra den 1. januar til den 31. december.
Det årlige overskud, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger og
henlæggelser, kan ikke udbetales til medlemmerne.
Revision af regnskabet foretages af de på generalforsamlingen valgte
revisorer.
Årsregnskabet underskrives af revisorer og bestyrelse.
tilbage til indhold
§ 14 opløsning
Opløsning kan kun besluttes, såfremt 3/4 af samtlige stemmeberettigede
stemmer derfor. Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkning i
forsyningsmulighederne, f.eks. ved fusion med et andet vandværk, kan
opløsningen dog besluttes efter de i § 10 angivne bestemmelser vedrørende
vedtægtsændringer.
Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers
anvendelse. Et eventuelt overskud kan ikke udloddes til medlemmerne, men kan
overføres til et andet selskab, der varetager samme eller lignende formål
som Malling Vandværk.
tilbage til indhold
§ 15
ikrafttræden
Malling Vandværks vedtægter er godkendt på den ekstraordinære
generalforsamling den 28-04-2010.
De træder i kraft den 1. januar 2011.
Med virkning fra 1. januar 2011 overtages fra interessentskabet Malling
Vandværk samtlige aktiver og passiver i henhold til den foreliggende
reviderede og godkendte årsrapport for 2010, hvorefter interessentskabet
Malling Vandværk er opløst.
Bestyrelsesmedlemmer, revisorer og suppleant, der pr. 31. december 2010 er
valgt på generalforsamlingen i interessentskabet Malling Vandværk, indtræder
med virkning fra 1. januar 2011 i de tilsvarende funktioner i Malling
Vandværk A.m.b.a.
Malling d. 28-04-2010
|
Dirigent
_________________________________________________
Ole Bøckman
|
Formand
__________________________________________
Tue Aagaard Nielsen
|
|
Næstformand
_________________________________________________
Peter Nielsen
|
Kasserer
___________________________________________
Anders Rønde
|
|
Sekretær
_________________________________________________
Ole Bøckman
|
Bestyrelsesmedlem
___________________________________________
Anders Kaa
|
|
| |
|